Generalforsamling med fokus på lærerprofessionen
Rigtig mange medlemmer var mødt frem til KLF’s ordinære generalforsamling, som igen i år blev holdt i Copenhagen Towers i Ørestad. Først på dagens dagsorden var KLF-forperson, Katrine Fylkings, mundtlige beretning, og her talte hun om lærerprofessionen og den stigende mangel på lærere i København.
Katrine Fylking sagde bl.a.: ”Siden sidste generalforsamling er andelen af ikke-uddannede lærere i København desværre vokset. Når vi ser tallene på Danmarks Lærerforenings hjemmeside, har 32,3 pct. af underviserne i den københavnske folkeskole ikke en læreruddannelse. Det er klart både folkeskolens, professionens og også fagforeningens største udfordring lige nu.”
”Samtidig oplever vi, at der også på de københavnske folkeskoler er en stigning i andelen af pædagoger i skolen. Vi er som fagprofessionelle nødt til at forholde os til det principielle omkring skolens opgave, når der sker en forskydning i andelen af de forskellige professioner. Det er lærerne, som har undervisningskompetencen. Det er det, som lærerne er uddannet til. Det er det, der står i folkeskoleloven ... Vi skal have respekt for hinandens fagligheder og kompetencer, og alle opgaver skal vurderes og løses med rette kompetence. Og undervisningsopgaven skal varetages af uddannede lærere.”
I beretningen fortalte Katrine Fylking om sidste års besøg af den russiske lærer Pasha, som har vundet internationale priser for dokumentarfilmen ”Mr. Nobody Against Putin”. Hun sagde bl.a.: ”Det er ikke uden grund, at hvis man ønsker at afskaffe demokratiet, så er folkeskolen det første sted, man sætter ind. Alle antidemokratiske bevægelser går først og fremmest efter lærerne. Demokratiet er under pres mange steder i verden, nærmest uanset i hvilken retning, vi vender blikket. Vi er som undervisere i skolen det stærkeste forsvar for vores demokrati. Vi lærere er gennem vores daglige undervisning med til at holde vores demokratiske samfund aktivt og stærkt. Lad os bruge denne generalforsamling til at minde hinanden om, hvorfor lærerfaget er verdens vigtigste. Især fordi resten af samfundet også er ved at komme i tanke om det.”
Hele formandens mundtlige beretning kan læses her.