Københavns Lærerforening - en del af Danmarks Lærerforening

Fagfornyelsen: Nu lægges der sidste hånd på de nye fagplaner

02. november 2026

Københavns Lærerforening har holdt det fjerde og sidste møde i rækken om de nye fagplaner, der træder i kraft i skoleåret 2027/28. Nu fortsætter arbejdet med at skabe engagement omkring fagfornyelsen og understøtte lærerne, når de nye fagplaner skal omsættes til undervisning på skolerne.

Folkeskolen står over for en stor forandring med indførelsen af de nye fagplaner, som skal gøre op med den læringsmålstyrede undervisning og give lærerne større faglig frihed til at tilrettelægge og gennemføre undervisningen.

Derfor har Københavns Lærerforening gennem det seneste halve år inviteret medlemmerne til fire møder om fagfornyelsen. Målet har været at skabe opmærksomhed om fagfornyelsen, give lærerne en stemme i udviklingen og bidrage til, at lærerne får en afgørende rolle i realiseringen af de nye fagplaner.

 

”Fagfornyelsen bliver en stor omvæltning, for intentionen med de nye fagplaner er at flytte fokus fra læringsmålstyring til undervisning, der tager afsæt i folkeskolens formål. Det frisætter undervisningen, styrker lærernes profession og giver os større fagligt råderum. Derfor har det været vigtigt for os at tage aktiv del i arbejdet og være med til at sætte retningen,” siger Katrine Fylking, forperson for Københavns Lærerforening.

Fire møder med forskellige perspektiver

På det første møde om fagfornyelsen i april fik vi besøg af professor Lene Tanggaard, forskningschef Thomas Illum og journalist og forfatter Mads Olrik, som satte fokus på hhv. intentionerne bag fagfornyelsen, den nye forståelse af mål og indhold og betydningen af lærernes faglighed og pædagogiske dømmekraft. I maj holdt Dorte Lange fra UBU-partnerskaberne – som arbejder for at integrere uddannelse for bæredygtig udvikling på alle uddannelser i Danmark – og Thomas Ziegler Larsen fra Naturcenter Amager Strand oplæg om bæredygtighed i undervisningen, og deltagerne havde mulighed for at se de første råudkast til de nye fagplaner. Og i august var temaet elevinddragelse og medindflydelse i undervisningen. John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen, og Ida Geertz-Jensen, forkvinde for Dansklærerforeningen, satte fokus på, hvordan de nye fagplaner kan give eleverne større indflydelse på undervisningen, og hvad det kræver af lærerne.

 

1000055245

Merete Carlson, leder af Skoletjenesten, satte fokus på, hvordan undervisning uden for skolens rammer kan give eleverne nye perspektiver på fagene.

Eksterne læringsmiljøer og teknologiforståelse

Det fjerde og sidste møde fandt sted i oktober, hvor eksterne læringsmiljøer og teknologiforståelse var på programmet.

Merete Carlson, leder af Skoletjenesten, satte fokus på, hvordan undervisning uden for skolens rammer kan give eleverne nye perspektiver på fagene og skabe forbindelser mellem undervisningen og den verden, de er en del af. Med konkrete eksempler fra samarbejder mellem lærere og eksterne læringsmiljøer i København og resten af landet viste hun, hvordan praktisk og sanselig undervisning kan være med til at skabe engagement, fællesskab og faglig nysgerrighed hos eleverne.

Et centralt spørgsmål var, hvordan lærerne kan bruge de eksterne læringsmiljøer som en del af den faglige undervisning og give eleverne mulighed for at møde og undersøge fagene på nye måder.


Aftenens anden oplægsholder, Lars Bo Andersen, forperson for fagudvalget for teknologiforståelse under STUK og viceleder ved Nationalt Videncenter for Digital Teknologiforståelse, gav deltagerne indblik i teknologiforståelse som faglighed og i, hvor og hvordan den kan integreres i folkeskolen. Oplægget satte blandt andet fokus på, hvad den nye faglighed indebærer, og hvordan lærerne kan blive klædt på til at undervise i den.


Efter oplæggene var der spørgsmål og drøftelser blandt deltagerne om de nye fagplaner og deres betydning for undervisningen.

5Ab382C2 2Ab1 43Ff 8C68 Adc06A4Ddc67 1 All 50587

Gruppearbejde på det 4. møde om fagfornyelsen

Nu fortsætter arbejdet på skolerne

Katrine Fylking glæder sig over medlemmernes engagement og over, at konsulenter fra både Børne- og Ungdomsforvaltningen og Undervisningsministeriet har deltaget i møderne.

”Det viser, at vi har et højt fagligt niveau i KLF, og at vi lykkes med at skabe den bevægelse for en stærk lærerprofession og en stærk folkeskole, som vi har sat os for,” siger hun.


Selvom møderækken er afsluttet, fortsætter KLF arbejdet med fagfornyelsen på et fælles to-dages TR-møde i november, hvor det drøftes, hvordan arbejdet med de nye fagplaner kan understøttes ude på skolerne.


Katrine Fylking understreger, at det videre arbejde både handler om undervisningens indhold og om de rammer, lærerne får til at arbejde med de nye fagplaner.

”Vi kommer til at tage del i realiseringen af fagfornyelsen. Både når det gælder de pædagogiske og didaktiske spørgsmål, og når det gælder lærernes rammer og vilkår for at lykkes med arbejdet. Det bliver en vigtig opgave for os i KLF i den kommende tid,” siger Katrine Fylking.

5Ab382C2 2Ab1 43Ff 8C68 Adc06A4Ddc67 1 All 50560

Lars Bo Andersen, forperson for fagudvalget for teknologiforståelse under STUK og viceleder ved Nationalt Videncenter for Digital Teknologiforståelse, gav deltagerne indblik i teknologiforståelse som faglighed på 4. møde.